Jeg havde fornøjelsen af at være tilbage i København for et par dage siden. Da jeg gik forbi hovedbanegården ved frihedsstøtten, kom jeg til at tænkte tilbage på de nætter af mit liv som jeg havde tilbragt som smørrebrødsjomfru i Københavns smørrebrød som lå placeret der. Det var tilbage i 1990 og jeg var netop vendt tilbage efter godt og vel 1,5 års rejse rundt i Europa og Israel. Det passede mig fint at arbejde om natten på daværende tidspunkt. Jeg var stadig ufaglært og skulle stille og roligt til at etablerer mig i DK igen.
Der kom mange spændene mennesker og købte mad i løbet af natten, heriblandt også en bums som jeg virkelig lod mærke til fordi jeg tit også oplevede ham siddende på strøget om dagen med sin guitar. Han spillede aldeles guddommeligt.
Nå men jeg kom til at tænke på ham, da jeg gik forbi smørrebrødsbutikken og tænkte hvad mon der er blevet af ham?
Senere samme aften da jeg lige skulle ned og købe lidt øl i sevenelleven på hjørnet af istedgade ved hovedbanen ser jeg ham. Han var total usoigneret og tydeligvis narkoman. Jeg stoppede op og spurgte ham om han ikke engang havde spillet guitar? Jow svarede ham, jeg fortalte ham hvor stort indtryk han havde gjort på mig med sit spil og takkede ham for de oplevelser. Det var vigtigt for mig og prøve at formidle min påskønnelse videre også selvom det nok er for sent. Det smerter mig virkelig, at der går mennesker rundt og er helt fortabte altimens de får lov til at leve i selvdestruktion.
Mennesker som i virkeligheden er i stand til at sprede stor skønhed til omverdenen. Hvordan kan vi som et civiliseret land overhoved tillade et sådan forfald?Jeg ved god det er meget komplekst problem men jeg ville ønske at det blev løst!
Et relevant sted at starte, kunne være at ændre hele vores samfunds struktur vedr. håndtering af smerte og depression. Løsningen på de problemer er på nuværende tidspunkt piller!
Alt skal bedøves, så man bare kan kører ufortrødent videre derudaf.
Årsagerne til de virkelige problemer bliver ikke set og det er de overfladiske her og nu løsninger der vælges i de fleste tilfælde. Hvad med nærværet og den dybere forståelse?
Hvad med samtale frem for lykkepiller?
Jeg er en meget stærk og robust person som har prøvet lidt af hvert. Men da jeg som 21 årig mistede min mor, led jeg et midlertidigt psykiskt knæk. Jeg havde brug for nogle at tale med, nogen som kunne hjælpe mig med at håndtere så store føelser.
Jeg fik en henvisning til en psykiater som efter at have hørt på mig i et par minutter tilbød mig en recept på noget antidepressivt, det var hvad han kunne gøre for mig. Jeg var heldigvis istand til at sige nej tak og gik stortudende derfra. Det er jeg rigtig glad for idag, for hvem ved hvor mange piller jeg havde spist den dag idag, hvis jeg ikke selv havde været i stand til at træffe det rigtige valg den dag?
